I Habitushusene er vores vigtigste job at øge livskvaliteten blandt de borgere, vi har ansvaret for. For at kunne gøre det, er det vigtigt, at vi kan hjælpe vores borgere med at være så trygge som muligt. I det arbejde ved vi, at det er vigtigt at have en indsigt i, hvordan mennesker generelt bliver påvirket af andres tilstedeværelse.
De fleste af os kender nok følelsen af at blive set i øjnene og få en fornemmelse af tydeligt at blive set af den anden. Når man i en sårbar situation deler et øjeblik med et andet menneske, og verden pludselig føles lettere at være i. Heldigvis har mange nok erfaringer med ét eller flere mennesker i deres nære omgangskreds, som er gode til at få én slappe af. Vi kender den type personer, der får én til at grine af problemerne i stedet for at blive tynget af bekymringer.
Når vi er ude i verden, regulerer vi hele tiden hinanden. Med smil, sammenknebne øjne og højt toneleje påvirker vi – bevidst og ubevidst –, e mennesker, som vi er omkring. Selvom vi alle har erfaringer med at blive reguleret og regulere andre, er der mange for hvem, det forbliver forbundet med en form for mystik.
Det er det ikke for os i Habitushusene. Man kan nemlig arbejde aktivt med at regulere andre – og sig selv. Selvom der er fantastiske elementer i den superkraft, som det er at påvirke andres mentale ve og vel, så er det ikke magi, men indsigt der skal til for at blive rigtig god til det. Der er forskel på hvilket behov mennesker har for at blive reguleret. Der er mange mennesker der, for det meste uden hjælp, kan navigere i deres egne følelser og få dem stoppet, før de løber afsted med dem.
For andre er det svært ikke at blive revet med af deres følelser. Langt de fleste mennesker har fra tid til anden brug for andre til at få kontrol over og forståelse for det, de føler. Nogle mennesker har behov for mere hjælp end andre til at kunne holde deres egne følelser ud uden at blive invalideret af dem.
For at være i stand til at regulere andre, må vi også være i stand til at sætte os ind i, hvad der er den andens behov. I samspil med andre, skal vi altid være opmærksomme på, at den anden er netop det – en anden. Når vi gerne vil hjælpe andre mennesker, nytter det nemlig ikke noget bare at antage, at det, der ville hjælpe én selv i den givne situation, nødvendigvis også ville hjælpe andre. Når vi på den måde sætter os i den andens sted, så mentaliserer vi. De fleste sundt tilknyttede neurotypikere gør det hele tiden uden at tænke over det. Det, vi ofte ville omtale som mavefornemmelser, er egentlig dybt forankrede analyser, vi underbevidst foretager, når sociale begivenheder udspiller sig.
Begynder vi at forstå facetterne i den måde, vi er omkring andre mennesker på, så kan man også træne og udvikle det. Når man, som vi i Habitushusene, skal arbejde professionelt med omsorg, skal man selvfølgelig specialisere den måde, man er sammen med borgere på, så verden føles så let som mulig at være i for dem.
HabitusHusene 