Kategorier
Fagligt

Arbejdet mod forråelse er ligesom fysisk træning – det skal konstant vedligeholdes

Social- og omsorgssektoren kan desværre blive gennemsyret af forråelse. Det kan få store konsekvenser for livskvaliteten blandt de borgere, der er afhængige af den hjælp, de får gennem forskellige former for sociale tilbud. Dokumentarer som “Daginstitutioner bag facaden”, ”Plejehjemmene bag facaden” og senest ”Nødråb fra børnehjemmet” minder os om, hvor vigtigt det er at modarbejde forråelse i socialpædagogiske organisationer. 

”Det er en fejl at tænke, at en mentaliserende kultur er gratis. Det er ligesom at træne sin krop og sine muskler. En god form kommer kun ved vedvarende træning og vedvarende opmærksomhed. Så snart vi mister opmærksomheden på forråelse, så kommer den snigende.”, fortæller Martin Godske, direktør i Habitus

Forråelse som fænomen er, ifølge Martin Godske, multifaktuelt: ”Det er et hollistisk system, der gør det svært at forstå, hvad der er årsag, og hvad er virkning. Nogle former for forråelse opstår, i den træthed og mathed en medarbejder kan føle i interaktionen med en borger, der har en adfærd, der gør, at medarbejderens metoderedskab ikke er tilstrækkeligt”.

Når forråelsen overtager arbejdskulturen 

Ifølge Martin Godske er den apatiske adfærd, vi har set flere eksempler på i medierne, ikke et udtryk for pædagoger, der ikke er empatiske mennesker. Det er et udtryk for en kultur, der er stukket af og har taget empatien med sig. 

Når pædagoger ikke har et metodeberedskab, der kan hjælpe vedkommende med at rumme borgeren og få hjulpet borgeren til en produktiv adfærd, så vil medarbejderen med tiden blive slidt ned. Det vil ende med, at pædagogen begynder at distancere sig fra de borgere, de arbejder med – og det er forråelsestrin nummer ét. 

Et tydeligt eksempel på forråelse er, når medarbejdere stopper med at tillægge de mennesker, de arbejder med positive intentioner. Når det ikke længere er et spørgsmål om, om Mie kan spise sin mad, men i stedet en overbevisning om, at Mie ikke vil spise sin mad, så skal alle røde lamper blinke. De mennesker, der skal have hjælp i landets bo- og dagtilbud, har brug for at blive rummet og støttet, og de har brug for omsorg. Uhensigtsmæssige handlinger skal altid forstås som et udtryk for mangel på ressourcer – aldrig som et ønske om at provokere eller ’sætte sig i mod’. I HabitusHusene er udgangspunktet altid, at alle mennesker der er i stand til at gøre det godt, de gør det godt. 

Det kan ske momentant

Martin Godske fortæller videre, at ”Der er ikke nogen, der ikke har prøvet det momentant – alle der arbejder i de højtspecialiserede pædagogiske områder, har prøvet det fra tid til anden. Det der bare kan ske er, at det kan blive en mere og mere varig tilstand, hvor pædagogen bliver så metaltræt, at man ikke kan restituere længere. Så bliver det en kronisk tilstand. Når først én medarbejder er kronisk forrået, så påvirker det de pædagoger, der ellers kun momentant møder et mentaliseringssvigt.” 

Møder man som pædagogisk medarbejder en kollega, der er kronisk forrået, så kan man ikke længere komme til denne kollega og få hjælp til at komme tilbage til en produktiv følelse og adfærd. Det er sådan forråelse breder sig. Mennesker, der arbejder med mennesker, har brug for at spejle sig i hinanden. Det er et centralt menneskeligt behov at få hjælp til at reflektere over sin egen og de andres praksis. Derfor er det farligt, når én medarbejder i et team er blevet kronisk forrået, for så mister vedkommendes kollegaer også en stor kilde til hjælp og aflastning i deres professionelle virke. 

Forråelse kan komme alle steder fra

Det er typisk den form for forråelse, der kommer nedefra, der bliver talt om. Martin Godske mener, at forråelse lige såvel kan komme oppefra. ”Man kan sagtens have ledelser og ansvarshavende på sociale bo- og dagtilbud, der italesætter borgere på en objektiviserende og nedladende måde. Det gør, at velmenende medarbejdere der er meget empatiske, og gerne vil forsvare borgerene ender med at blive nedbrudt oppe fra.” 

Den måde, vi taler om mennesker på, har nemlig en betydning for vores forståelse af dem. Historisk set er der massevis af eksempler på, hvordan en nedladende omtale af en gruppe mennesker kommer forud for en respektløs og apatisk behandling af samme gruppe. 

Når ledelsen på socialpædagogiske bosteder italesætter borgerne uden empati, så ender der heller ikke med at være plads til personalets empatiske sprogbrug. Manglen på empati i det sprogbrug der er omkring borgerne på et botilbud, kan simpelthen ende med at eskalere og kvæle den empati, der bliver udøvet. 

Det kræver kontinuerligt arbejde at forebygge forråelse

”Forråelsen kan altså både sive nedefra og op – og oppefra og ned”, konkluderer Martin Godske. 

Det at arbejde med mennesker der ikke kan rumme sig selv, kræver en organisation med en ekstrem mængde af mentalhygiejne. Det er en konstant arbejdsopgave at modarbejde forråelse. Vi kommer tit til at tænke det omvendt. At mennesker som udgangspunkt er gode, og medmindre der sker noget forfærdeligt, så bliver vi ved med at være gode. Det er ifølge Martin Godske en skrøne. 

”Det er en fredfyldt og dejlig måde at tænke det på, men i det her fag kommer mennesker til at blive pressede, og pressede mennesker er ikke evigt gode. De skal hjælpes tilbage i det at være ordentlige og gode mennesker”. Det at være gode mennesker, det må vi aldrig tage for givet, for så glemmer vi at lede efter optaktssignalerne til forråelse. 

Når man ser pædagoger, der reagerer voldsomt og uhensigtsmæssigt overfor de mennesker, de burde tage sig af, er det et udtryk for, at de føler sig afmægtige. De mangler de redskaber, der skal til for at håndtere det menneske, de står overfor. I afmagtssituationer er der ofte én sidste udvej, og det er aggression. Det er et udtryk for, at man over en længere periode ikke har fået hjælp til at reflektere over sin egen pædagogiske praksis.

”Man skal sørge for aldrig at nå dertil, hvor medarbejderes afmagt bliver til aggression. Gør man det, er det fordi, at der er en kultur, der er gennemsyret af forråelse, hvor man ikke længere har fleksibilitet hverken kognitivt eller i sit handlerum. Man bliver mulighedslammet og kan kun se én mulighed.”, fortæller Martin Godske. 

I HabitusHusene bliver der arbejdet aktivt mod at forhindre forråelse i at brede sig. I praksis bliver der fire gange årligt sendt et anonymt spørgeskema til alle ansatte i Habitus. I spørgeskemaet skal alle ansatte svare på, om de har oplevet forråelse eller optakt til forråelse hos dem selv eller blandt deres kollegaer. Spørgeskemaerne er en måde løbende at tage temperaturen på forråelse i HabitusHusene, så man kan få øje på ændringer i sprog og adfærd, inden det er blevet til en kronisk forråelse blandt personalet. Det er en måde konstant at vedligeholde og træne organisationen til at være opmærksomme på, hvordan det går med empatien.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s